Vinder af Antibulli Håndbold Prisen 2018 – det brugte de pengene på

TILMELDING TIL MH24 CAMPS – 2019
maj 20, 2019
Charity Match PSG-Aarhus Håndbold – køb eksklusive VIP billetter
august 3, 2019

Trivsel og god børnehåndbold hænger sammen. Det er hele grundtanken i Antibulli Håndbold som i fælleskab blev udviklet af Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning. Sidste år igangsatte de sammen et nyt initiativ, nemlig Antibulli Håndbold Prisen, der hylder fælleskabet i børnehåndbold. Sidste års vinder var Aabybro HK, som har brugt pengene på at styrke fælleskabet i klubben med en weekendtur.

Antibulli Håndbold Prisen

Hvert år hylder Antibulli Håndbold fællesskabet i børnehåndbolden med en pris på 20.000 kr til en børneafdelingen i en klub, der kontinuerligt arbejder på at styrke fællesskabet både på de enkelte hold og på tværs af årgange i klubben.

I kåringen af prisen lægges der vægt på:

  • At der arbejdes på at styrke fællesskabet på og uden for banen – både på de enkelte hold og på tværs af hold og årgange hele året rundt.
  • At klubben og børnetrænerne har øje for børnenes trivsel.
  • At der arbejdes bevidst på at skabe en inkluderende klubkultur med plads til alle børn – uanset færdigheder på banen.
  • At klubben ser og inddrager spillernes forældre.

Både trænere, spillere, klubledelsen og forældre kan indstille klubbens børneafdeling til prisen.

Derfor vandt Aabybro Håndbold klub sidste år

I Aabybro HK handler det ikke kun om god håndbold. Det handler også om at behandle sine medspillere såvel som modstandere, som man gerne selv vil behandles og i det hele taget handler håndbold om at have det sjovt og være en del af et fællesskab. Antibulli Håndbold prisen har for klubben blot understreget vigtigheden i at arbejde aktivt med fællesskabet – et område som efter kåringen kun har fået endnu mere fokus.

“Vi er i Aabybro HK’ børnehåndboldafdeling meget beærede over, at det var
os, der modtog denne pris. Vi sætter en ære i at skabe en klub, hvor der
i de yngste årgange er fokus på at håndbold er for alle. Efter sidste års kåring er vi blevet bekræftet i at fællesskab på tværs af årgange og de sociale arrangement er lige så vigtige som sejrer på banen, og Aabybro HK har også fået et lykkeliga hold” lyder ordene fra Dorte Vingaa som er en del af Aabybro HKs børnehåndboldudvalg.

Weekendtur med fællesskabet i centrum

Pengene fra Antibulli Håndboldprisen blev da også brugt på at fremme fælleskabet på allerbedste vis.

“Vi har brugt pengene, der fulgte med prisen på vores årlige weekendtur, hvor samarbejde og fællesskab er det bærende element,  om man er 8 eller 12 år har ingen betydning, alle er på samme hold. De resterende penge gik til julehygge i forbindelse med hjemmestævne i december for alle klubbens ungdomsspillere” fortæller Dorte Vingaa.

Skal din klub vinde Antibulli Håndbold Prisen 2019? 

Kunne du også godt tænke dig 20.000 kr til fælleskabsfremmende aktiviteter på dit hold? eller kender du en håndbold klub, der skal belønnes for at gøre en ekstra indsats for trivsel på og uden for håndboldbanen?Så kan du indstille klubben til Antibulli Håndbold Prisen 2019 ved at sende en ansøgning inden d. 6. august 2019.

Sådan ansøger du:

  • Beskriv, hvordan I arbejder med fællesskabet og sammenholdet i jeres børneafdeling. Kom gerne med konkrete eksempler (max. to A4-sider).
  • Send evt. en video eller billeder fra jeres arbejde med fællesskab. Det kan være af konkrete øvelser, fra et fælles-arrangement eller spillerne, der fortæller, hvordan I sætter fokus på sammenhold.
  • Send ansøgningen til Jacobhalle@mh24.dk og skriv ”Antibulli Håndbold Prisen 2019” + jeres klubnavn i emnefeltet.